Bier

Bier er en stor og varieret gruppe af insekter, som ud over de velkendte honningbier og humlebier omfatter et stort antal ret forskelligartede former. Som regel kan de kendes på deres hvepsetalje, knæbøjede følehorn og en oftest tæt pels af fjerformede hår. Kropslængden varierer fra 2 til 40 millimeter. De fleste danske arter er 8-10 millimeter lange.

Til sammen udgør de en overfamilie af årevingede insekter med i alt ca. 20.000 arter. Hovedparten lever i troperne; i Danmark kendes mere end 240 arter.