Velkommen til WWW.kbfugle.dk
At se på fugle - en sanselig hobby
Når du kigger på fugle, bruger du dine sanser, øjne og ører optimalt. Efterhånden vil du udvikle en rigtig god iagttagelsesevne, som et ekstra plus ved fuglekiggeriet. Hvis man går en rask tur gennem skoven, ser man som regel ikke andet end flygtende fugle, men hvis du står stille i skoven, vil der i løbet af få minutter dukke fugle op omkring dig. Hvis du står stille eller bevæger dig meget langsomt, vil de ikke tage notits af dig.
Mvh Kenneth Brødbæk
Alm. ryle
Den almindelige ryle er en lille vadefugl noget mindre end en stær, med et forholdsvis langt, svagt nedadbøjet næb og ret korte, mørke ben. I yngledragten er fuglen karakteriseret ved en broget ryg i orangebrunt og sort og en hvid underside med et mørkt bugskjold. Ungfuglene har blot mørke pletter på siden af bugen, og i vinterdragt har fuglen lys grå ryg og helt hvid underside. Der forekommer to former i Danmark, den nordlige underart, der er en talrigt forekommende trækgæst, og den sydlige underart, engryle, som er den type, der yngler herhjemme, og som er stærkt truet. De to underarter er temmelig vanskelige at kende fra hinanden, men engrylen har kortere næb, og i yngledragten er bugskjoldet mindre og har hvide pletter, og fjerrandene på oversiden er svagere farvet rødbrune, hvor den nordlige ryle har stærkt farvede murstensrøde fjerrande. I yngletiden har arten en sang, der bl.a. består af et accelererende ryle-ryle-ryle-ry-ryry, og det har givet rylen sit navn. Sangen udføres især af hannerne, men hunnerne har en svagere og dybere udgave af den samme sang. Sangen kan også høres fra de store trækflokke af nordlige ryler i maj.
Hør alm. ryle
Copyright © www.kbfugle.dk V. Kenneth Brødbæk nature photographer